Om Friplejehjemmet Liselund
Liselund er et friplejehjem med hjerte og nærvær. Her handler hverdagen om tryghed, livskvalitet og fællesskab i omgivelser, hvor man kan føle sig hjemme.
Et hjem med hjerte
Friplejehjemmet Liselund ligger i den nordlige del af Vodskov – lige ved foden af de smukke Hammer Bakker. Her er naturen altid tæt på, og fra vores hjem er der ro, frisk luft og grønne omgivelser lige uden for døren.
Bygningen, som er opført i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne, er i dag indrettet lyst og hjemligt med fokus på nærvær og tryghed i hverdagen. Huset er bygget ind i en skrænt og vender mod øst, så man fra fællesarealerne kan nyde udsigten over en stor, åben græsplæne – et sted, hvor årstidernes skiften virkelig kan opleves.
Liselund strækker sig over to etager og rummer fire boenheder – to på hver etage, med i alt 49 boliger: 12 boliger på boenhederne 1, 3 og 4 samt 13 boliger på boenhed 2.
På hver etage er der fast personale, som kender både beboerne og huset indgående. Det giver tryghed, genkendelighed og stærke relationer i hverdagen. Når det er de samme mennesker, man møder, skabes der ro og nærvær – og det bliver lettere at føle sig hjemme.
Hver boenhed har også sit eget køkken, hvor maden tilberedes dagligt af faste køkkenmedarbejdere. Det betyder, at der dufter af mad i gangene, og at beboerne kan være med – måske med en kommentar til dagens menu eller en hjælpende hånd med grøntsagerne.
Historien om
Liselund
Friplejehjemmet Liselund har rødder tilbage til 10. februar 1970, hvor det daværende Liselund Plejehjem blev taget i brug. Bag ideen stod diakon K. P. Hüttel-Sørensen, som ønskede at skabe et plejehjem som en del af en pensionistby i Vodskov.
Inspirationen kom fra Stora Sköndal nær Stockholm i Sverige – et byggeri med både plejehjem, huse og pensionistboliger samlet omkring et fælles centrum. Tanken var at tilbyde pensionister en god bolig i venlige omgivelser, med mulighed for fællesskab med ligesindede, og adgang til hjælp fra plejehjemmet, når alder eller helbred gjorde det nødvendigt.
I 2004 blev Liselund Plejehjem ombygget. Boligdelen, hvor beboerne bor, fungerer i dag som en almen boliginstitution under et boligselskab.
Den 1. juni 2010 blev plejeboligerne omdannet til Friplejehjemmet Liselund i henhold til Loven om Friplejebolig fra 2007. Omdannelsen krævede både certificering og godkendelse fra Socialministeriet.
Har du spørgsmål eller vil du vide mere om livet på Friplejehjemmet Liselund?
Vi bestræber os på at svare inden for en hverdag.